I de stores fodspor

Vi bliver alle fascinerede når vi ser en Troels Kløvedal i løse bomuldsbukser, begive sig gennem hovedgaden i et lille fiskerleje i et ukendt land. Eventyret fortryller os. Vi kan nærmest mærke solen på huden og høre bølgeskvulpene. Vores hjerter slår lidt hurtigere.

Eller vi drømmer os tilbage til slut tresserne og de evigt fremadstormede myrespor af hippier iført lammeskindsveste og vadsække. På taget af busser, på tomlen og til fods, i søgen efter mening og indsigt i det mystiske østen.

Og vi tænker at vi må rejse mere.

Men vi danskere rejser allerede rigtig meget. Bare ikke rigtig som hverken Kløvedal eller Skaløe. Vi har jo ingen båd, og i øvrigt hverken tid eller lyst til at trække vores liv op ved roden for at blive fuldtidsglobetrottere.

Gammel rejsereklame
Lokal mad, eventyr og autenticitet!
Amerikansk reklame for rejser i Europa

Autenticitet og eventyr. Rejsebureauerne ved godt hvilke knapper de skal trykke på. Spørgsmålet er om de kan mætte vores eventyrlyst.

Vi tager til takke med 16 dages vandring i Vasco Dagamas fodspor, komplet med 4-stjernede hoteller og værkstedsbutikker. Farverige annoncer lover os lørdag efter lørdag at de gennemplanlagte ture virkeligt kan sidestilles med ægte eventyr. Vi tier samtykkende og betaler for drømmen.

Og hvad skulle vi ellers gøre ? De store eventyrs tid er forbi. Verden er opdaget, kortlagt og let tilgængelig via Google Earth og instagram. Vi sparer møjsomt sammen til endnu en tur til et af verdens vidundere og ærgrer os når familien bliver søvnige under vores diasshow. Tante Lillian var der i fjor.

Men hvad var det ved disse fortællinger, Kløvedals eller Skaløes der fangede os ? Og indfrier vores 30.000 kroners, 16 dages eventyr sine løfter ?

For mig var det ikke de stærke farver, de maleriske beskrivelser eller de store monumenter. Det var gløden. Lyset i øjnene. Mennesket der var berørt af sin oplevelse. Mennesket der havde bevæget sig ud af sin sikre hule, mennesket der havde trodset sin bekvemmelighed, sin frygt.

Mennesket der havde opdaget det vigtigste et menneske kan opdage. ”Jeg kan!”

Joachim Fjelstrup i rollen som Eik Skaløe

Det store eventyr appellerer til os alle. Selv i biograferne - her Joachim Fjelstrup i rollen som Eik Skaløe

Jeg er ingen globetrotter. Langt hovedparten af mine rejser har været af 3-4 ugers varighed og jeg ejer hverken båd eller lammeskindsvest. Jeg begyndte at blaffe rundt i Europa som teenager. Mest til Amsterdam og Paris. Da jeg blev 18 ville jeg til Mexico, men endte i stedet i Kenya. Jeg havde store planer om at rejse rundt i Afrika, men det blev ikke til meget mere end at ryge billige cigaretter og drikke Konyaki i trygge omgivelser, mens jeg drømte om det store eventyr.

Jeg tror ikke jeg er meget anderledes end de fleste andre. Vi bliver ved det velkendte, selv når vi er langt væk hjemmefra. Hvis der er en oplyst sti, holder vi os til den, og har den tilmed skraldespande og skiltning føler vi os godt tilpas.

Vores eventyrlyst mættes delvist af sæsonens nye destination. Vi ser bort fra at essensen er den samme. Seværdigheder afløst af hoteller, lokal mad krydret til vestlig smag og så flere hoteller endnu. Måske en duft af Maharajaernes Indien, komplet med autentiske dansere og souvenirshop. Helt indtil vi brækker os!

Og så kan det måske ske. At vi sætter det velkendte over styr. At vi checker ud af vores all-inclusive eventyrdrøm. At vi skipper turistbusserne og de billedskønne og historisk så vigtige monumenter. Driver bort fra hovedstrøget, fire gader videre, gennem gyden. Derhen hvor vi ikke kan læse skiltene, fordi de ikke er skrevet til os. Og der finder vi det så – det vi faktisk kom for. Det nye. Det fremmede.

Nok er verden opdaget for århundreder siden og de sidste hippier for længst flyttet i patricia villaer på strandvejen, men eventyret er der endnu. Lige der – for enden af vejen, der hvor du forlader din komfort zone. Der står de, alle tiders Kløvedaler og Dagamaer, Larsener og Jensener og hilser dig velkommen og knæler, for din bestjernede fod.

En gruppe hippier i en glamt tid

#intoindia fra Instagram