Mit Indien

Indien er et stort og forskelligartet land. Oplevelsen af det er individuel og altid følelsesfremkaldende. Derfor er det måske heller ikke for prætentiøst at kalde dette indlæg, Mit Indien.

Velkommen til Into India. Jeg hedder Jonas, og jeg er mennesket bag.

Man siger at en rejse i Indien udfordrer den rejsende på både krop og i sjæl, og det har været min erfaring siden jeg første gang besøgte landet lige efter jeg fyldte 30.

Egentlig har jeg drømt om at rejse til Indien siden jeg en tidlig morgen for mere end 20 år siden, sad og stirrede ud over det Indiske Ocean, fra en strand nord for Mombasa i Kenya. Men der skulle gå 10 år og utallige rejser til andre steder på den vidunderlige planet, før jeg endelig fik lejlighed til at mærke den sandede jord på Ganges-sletten, under min fødder.

Som så mange andre førstegangs besøgende i Indien, blev jeg blæst bagover. Mit sanseapparat var aldrig blevet stimuleret så voldsomt tidligere, og mit hjerte glødede. Har var et land hvor eventyret i den grad levede.

Tyrekalve der kæmper i gaderne
En indisk kvinde i et lille stykke skov
Kvindelige landarbejdere

Det er svært ikke at blive draget med når man er i Indien. For et par år siden udviklede en kop morgenchai i en lille landsby sig til en invitation til dette fantastiske bryllup.

Jeg ved ikke længere helt hvad jeg havde forestillet mig, men én ting jeg har lært siden, er at Indien altid overgår forestillingen. Indien er virkeligt, levende og in-your-face i en grad som intet andet sted jeg har rejst.

Indien har en fantastisk og medrivende historie, og inderne selv kender den rigtig godt. Stormogulernes dynasti, buddhistkongen Ashoka, den britiske besættelse. Men Indien er meget mere end det. Indien er der. Lige nu. Og når man står midt i det forstår man hvorfor dette sted til alle tider har begejstret rejsende.

Mænd spiller kort i nærheden af Agra

Fra min allerførste tur til Indien har jeg været fascineret af indernes imødekommenhed. En smule åbenhed fra min side er alt der skal til, for at jeg bliver taget helt ind.

Mit Indien er det nordlige Indien. Næsten alle mine rejser har haft deres udgangspunkt i Delhi eller Mumbai. Jeg har selvfølgelig besøgt det sydlige Indien også, men mit hjerte tilhører norden. Lyset, farverne og mylderet.

Det faldt mig temmelig naturligt på et tidspunkt at tage arbejde som rejseleder. Jeg guidede større grupper omkring ad de sædvanlige ruter mellem Indiens højdepunkter. Rejserne foregik i fine turistbusser, og med vores gæster fik vi set de fleste af seværdighederne i området. Men det vi ikke rigtig fik set, var Indien.

I vores hektiske forhippelse på at nå at se alle de større attraktioner, blev den eneste oplevelse af det indiske hverdagsliv og de nære møder med inderne selv, de fortællinger jeg kunne nå at fortælle over bussens højtaleranlæg.

Da opstod ideen om Into India. Jeg ønskede at trække gæsterne med ud af busserne, se bort fra programmet og lade dem få deres egne oplevelser med at møde dette land, som betyder så meget for mig. Jeg ville tage dem med ind i Indien. Helt derhen hvor Indien går ind i én. Mit Indien.

Mænd spiller kort i nærheden af Agra

Den dagligdags interaktion er for mig en stor del af det at rejse. Og i Indien er dagligdagen bare virkeligt nærværende.

#intoindia fra Instagram